Her på redaktionen har vi haft muligheden for at teste iRobot Roomba j7+. Det er nyeste skud på stammen fra iRobot og ifølge producenten er det deres mest effektive robotstøvsuger til dato.
Det får du med iRobot Roomba j7+:
Præcis sensor: iRobot j7+ har kameranavigation. Kameraet registrerer omgivelser via lys og skygge og laver data tjekpoints, så den ved, hvor den er henne og kan finde rundt, uanset hvor den er.
Brugervenlig app: iRobot har sin egen app, hvor du kan holde øje med rengøringen, se robotstøvsugerens kort over dit hjem og planlægge rengøringen.
Ekstern støvbeholder: j7+ har automatisk tømning af støvbeholderen.
Dirt Detect: Hvis robotstøvsugeren opdager et område, der er ekstra snavset, kører den over stedet flere gange, så den er sikker på at få al snavs og støv med.
Nemt vedligehold: Under bunden af robotstøvsugeren er der to ruller, der kører modsat af hinanden, så hår og lignende ikke sætter sig så nemt fast. Derudover kan du skrue hjul, ruller og børste af og vedligeholde dem efter behov.
Forfatteren af denne artikel er ikke ekspert inden for området, men har testet produktet i eget hjem over flere uger. Derudover har skribenten i sit arbejde fokus på bl.a. analyser og forbrugere- og ekspertanmeldelser elektronikprodukter for Forbrugsguiden.
Forbrugsguidens vurdering
Vi anbefaler iRobot Roomba j7+ primært fordi, den gør upåklageligt rent. Den blev klogere for hver støvsugning og nåede ind alle steder og fangede alt støv, men undgik kabler.
Udover ydeevnen er det et godt valg på en række andre parametre. Det er praktisk, at robotstøvsugeren har ekstern støvbeholder, så den kan tømme sig selv, når den bliver fuld – specielt hvis du har et stort hus eller dyr. Ulempen er, at den tømmes i en støvsugerpose, så du skal skifte den med jævne mellemrum.
Den medfølgende app er nem at bruge. Du bliver guidet gennem alle processer med trin-for-trin guides med billeder og animationer. Alle funktionerne er tydeligt markeret, så du får udnyttet alle robotstøvsugerens egenskaber.
Fordele
|
Ulemper
|
Test af iRobot Roomba j7+
Testparametre
iRobot Roomba j7+ er blevet testet i et 1-plans hjem på knap 100 kvm uden børn eller husdyr. Vi har testet den i hverdagslignende situationer med omkring en uges opbygning af snavs og støv. Endelig har vi testet dens evner til at undgå kabler og forhindringer placeret på dens vej.
Opsætning af robotstøvsugeren
Opsætningen af robotstøvsugeren forløb nemt. For at komme i gang, skulle ladestationen sættes til strøm og robotten placeres ovenpå.
Da jeg skulle opsætte robotstøvsugeren i appen, fik jeg en grundig trin-for-trin instruktion i processen samt en gennemgang af dens funktioner med billeder og tekst. Jeg oplevede en enkelt fejl under opsætningen, hvor robotten ikke fandt kontakt til ladeområdet, da jeg ikke havde sat stikket helt i, men efter en hurtigt genstart af robotten var det problem løst, og det har jeg ikke haft sidenhen.
Smart map og kortlægning
Når du starter robotten op, har du mulighed for at vælge at starte støvsugningen med det samme, men du kan også vælge kortlægningskørsel. Her støvsuger robotten ikke, men kører rundt og lærer dit hjem bedre at kende. Det er en fordel at lade den køre et par gange med kortlægningskørsel, så den opretter et smart map, men du kan sagtens lade den lære via støvsugning.
I vores test kørte den to gange som kortlægningskørsel uden støvsugning. Det tog 1 time og 18 minutter første gang og 59 minutter anden gang. Efter de to kortlægningskørsler havde den dannet et smart map i appen.
Det dannede smart map til venstre var meget tæt på korrekt – primært handlede det om, at der manglede enkelt rumindelinger på kortet. Her ledte appen mig igennem en simpel guide til at rette kortet til i forhold til rum og zoner (til højre).
Den eneste lille ulempe i denne proces er, at rumnavnene kun kan bruges én gang, så hvis du har to badeværelser eller børneværelser, skal du være lidt kreativ i navngivningen. Det er for at robotstøvsugeren kan kende alle rum fra hinanden, så du kan rengøre enkelte rum ad gangen. Derfor er det en meget lille udfordring, der ikke vil være til gene, når du har vænnet dig til navnene.
Du kan lægge zoner ovenpå kortet. Her kan du oprette adgang forbudt-zoner, hvor støvsugeren ikke må køre. Du kan også oprette clean-zoner, som er områder, hvor den skal være ekstra opmærksom, eller hvor den skal køre oftere end andre steder fx under spisebordet.
Støvsugning
Du kan vælge mellem en rengøringsindstillinger alt efter hvor grundigt, du vil have den til at støvsuge. Vi brugte standardindstillingerne med ‘Daglig rengøring’, hvor robotstøvsugeren dækker hele området én gang, samt at den ikke skulle påbegynde eller fortsætte rengøringsjobs, hvis støvbeholderen er fuld.
Når du sætter en støvsugning i gang, kan du vælge at støvsuge overalt eller kun en række bestemte rum – som kan støvsuges i en bestemt rækkefølge.
Muligheden for at vælge rækkefølgen er klart en fordel, hvis du er hjemme under støvsugningen. Jeg kunne med fordel støvsuge mit hjemmekontor som det første, så kunne jeg lukke døren til resten af huset og ikke blive forstyrret. Robotten larmer ikke meget under en støvsugningen, og klart mindre end en traditionel støvsuger, men det kan være forstyrrende, mens du virkelig skal koncentrere dig.
Støvsugningen af 95 kvm tog omkring halvanden time per gang. Den kunne køre den fulde runde uden at skulle oplade undervejs.
Resultatet af støvsugningen
Resultatet af støvsugningen er helt upåklageligt. Robotstøvsugeren missede ingen områder eller støvkorn. Den kom fint ud i alle kanter, selvom helt skarpe hjørner kan være lidt sværere at nå på grund af den runde form, hvilket er et problem for de fleste robotstøvsugere. Det problem kan løses ved at feje støv ud med en støvekost i disse områder, og så samler robotten dem op midt på gulvet.
Brugervenlighed i appen
Vi oplevede, at appen var meget brugervenlig og intuitiv at bruge. Alle indstillinger og funktioner er tydeligt markeret, så du ved, hvilke muligheder du har med robotstøvsugeren. Første gang du møder en ny funktion, viser den en trin-for-trin guide eller forklaring med billeder og animationer, så du ikke skal gætte dig til, hvordan du bruger dem.
Ved fejlmeldinger og endt støvsugning får du en notifikation og en tydelig forklaring af, hvad du skal tage stilling til, for at fortsætte brugen af støvsugeren.
Robotstøvsugeren lærer hele tiden
Kamerasensoren på fronten af robotstøvsugeren virker upåklageligt. Robotstøvsugeren sætter farten ned, når den nærmer sig en forhindring eller væg, så den ikke tonser ind i fodlister eller lignende. Den satte ingen mærker på stoleben eller vægge.
De første par gange var støvsugeren lidt udfordret af et tyndt gulvtæppe, men efter et par ganges kørsel, lærte den at køre hen over det, så den kun sjældent fik foldet et hjørne op.
Generelt set var det meget tydeligt, at robotstøvsugeren blev klogere for hver støvsugning. Den udvikler på kortet hver gang, den kører, og efter nogle gange kunne jeg se, at den kørte meget målrettet udenom forhindringer og fra rum til rum. Efter endt støvsugningen havde den taget billeder af en række udfordringer, som den sendte i appen. Her kunne jeg tage stilling til, om det var en permanent eller midlertidig udfordring eller om det var en fejlregistrering. På den måde vil robotstøvsugeren også undgå forhindringerne næste gang, den kører i området.
Den havde ikke nogen tydelige steder, hvor den havde problemer med at nå ind, men du kan gøre den en stor tjeneste ved at sætte spisebordstole på en lige række, så den nemmere kan væve sig ind mellem benene, men den finder også vej rundt, hvis du glemmer det.
Robotstøvsugeren fik fat i et enkelt vildfarent kabel under støvsugningen, men opdagede det hurtigt og ‘spyttede’ det ud, så der skete ingen skade på hverken kabel eller støvsuger. Da vi specifikt testede dens evne til at undgå kabler og forhindringer, opdagede den kablerne med cirka 20 cm afstand og undgik dem hver gang. Blandt seks kabler sendte den to billeder til appen efter endt rengøring.
Tømning af støvbeholder
Når robotstøvsugeren kører “hjem” på ladestationen, tømmer den automatisk støvbeholderen. Du kan også gøre det manuelt via appen. Det larmer forholdsvis meget – på højde med en traditionel støvsuger – men er heldigvis en kortvarig proces, så du kun skal høre på lyden i få sekunder.
Støvsugerposen i støvbeholderen er nem at tømme og der er en ekstra pose med, når du køber robotstøvsugeren.
Vedligehold af robotstøvsugeren
Der er ikke meget vedligehold på robotstøvsugeren og det der er, er hurtigt klaret. Børsten og hjulet under bunden kan nemt skrues ud, hvis der sætter sig hår fast. Derudover kører de to ruller under bunden i modsatte retninger, hvilket hjælper til at forhindre, at der sætter sig hår og snavs fast, da de vil trække det fra hinanden og suge det op.
Støvbeholderen i selve støvsugeren er nem at tømme og kan skylles med vand, hvis nødvendigt. I ladestationen er det nemt at skifte støvsugerposen efter behov.
Konklusion
iRobot Roomba j7+ gør upåklageligt rent. Den blev klogere for hver støvsugning og nåede ind alle steder og fangede alt støv. I vores forhindringstest kørte den uden problemer uden om kabler.
Det er praktisk, at robotstøvsugeren har en ekstern støvbeholder, så den kan tømme sig selv når den bliver fuld. Det er specielt en fordel, hvis du har et lidt større hus, da støvbeholderen i selve støvsugeren skulle tømmes efter hver støvsugning i et hjem på 95 kvm. Ulempen er selvfølgelig, at du skal købe støvsugerposer, men skulle den blive fuld uden du har mulighed for at skifte den, kan du altid tømme støvbeholderen i en periode.
De første par gange støvsugeren skal køre, kan det være en fordel at være hjemme, hvis du har områder, den ikke må køre på eller lignende som fx hundens madskål. I vores test oplevede vi ikke nogen situationer, den ikke selv kunne komme ud af, men den er klart mere intelligent jo flere omgange, den kører, og så vil den kunne køre rundt uden problemer, mens du er væk.
Appen er nem at bruge. Du bliver guidet gennem alle processer med trin-for-trin guides med billeder og animationer. Alle funktionerne er tydeligt markeret, så du får udnyttet alle robotstøvsugerens egenskaber.
Robotstøvsugeren er et godt valg til dig, der har et stort hus eller husdyr, som vil have en effektiv maskine med en særdeles brugervenlig app.