Købsguide: Dette skal du overveje, når du køber en robotgulvvasker
Her finder du en guide til, hvad du skal have in mente, hvis du overvejer at anskaffe dig en robotgulvvasker, og hvad du især bør se efter:
Pris
Robotgulvvaskere er ikke billige, og det er netop en af de største ulemper. Afhængig af pris kommer de med forskellige funktioner. De dyreste kan koste mange tusinde kroner.
En billig robotgulvvasker behøver dog ikke være en dårlig investering – her kan du med fordel læse eksperternes vurderinger for at finde frem til de bedste. Nederst i artiklen findes links til alle ekspert-undersøgelserne.
Præstation
Robotgulvvaskere vil sjældent kunne erstatte den grundige rengøring med rigtig gulvvask og støvsugning. Men de kan varetage den lettere dagligdagsrengøring. Rengøringsevnerne varierer dog stadig en del fra model til model. Læs også med fordel eksperternes vurderinger.
Rengørings-modi
Robotgulvvaskerne kommer med forskellige rengørings-modi. Nogle kan både støvsuge, feje og moppe, og ofte findes der forskellige niveauer for, hvor vådt gulvet bliver. Prisen afhænger dog også ofte heraf.
Programmering
Det kan være smart at købe en robotgulvvasker med programmerings-mulighed, så den kan indstilles til at arbejde på et bestemt tidspunkt – for eksempel når du ikke er hjemme.
Batteri
Batteritiden varierer fra model til model, men de nyeste maskiner kan støvsuge i flere timer og moppe i op til en time.
Sensorer
Ofte findes sensorsystem som styrer navigationen. Gå efter en model med sensorsystem, som også kan registrere forhindringer og selv lave intelligente ruter.
Brugervenlighed/set-up
Nogle robotgulvvaskere er indviklede at få op at køre, hvor andre er mere brugervenlige. Det kan være en fordel at vælge en simpel model, hvis du ikke er en haj til teknologi.
App
De fleste robotgulvvaskere kommer i dag med en tilhørende app. Det kan være rigtig smart, men gå efter en model med en intuitiv og brugervenlig app.
Støj
Støjniveauet svinger meget fra model til model, men robotgulvvaskere er ofte meget mere stille end almindelige støvsugere.
Sådan vasker du dine gulve
Her følger tips og tricks til en let og effektiv gulvvask:
- Støvsug først: Start altid med at støvsuge overflader og underlag. Det fjerner løst skidt, støv og snavs.
- Vask efter gulvtype: De hårde gulve skal vaskes lidt forskelligt afhængig af materiale. Nedenunder gennemgår vi, hvordan de forskellige gulvtyper skal håndteres.
- Tør gulvet af: Efter vasken bør du tørre gulvet grundigt af med en tør klud. Det fjerner overskydende vand og fugt og fjerner også den sidste rest af skidt og snavs.
Vask af trægulve – både behandlede og ubehandlede
Du bør anvende vand og sæbespåner til vask af trægulve. Blandingen bør hedde 5 liter vand og 1 deciliter sæbespåner. Sørg for at blande spånerne godt sammen med vandet, så der ikke er klumper og uopløste spåner.
Er trægulvet oliebehandlet, så bør du i stedet anvende specialsæbe til formålet. Husk ikke at anvende for meget vand på trægulve, da de kan suge det til sig. Det kan give en form for opsvulmning i gulvet.
Vask af laminatgulve
Du bør anvende vand og brun sæbe til vask af laminatgulve. Du kan også anvende universalrengøringsmiddel. Brug helst den flydende, brune sæbe og anvend 1 liter sæbe til 5 liter vand. Laminatgulve tåler ikke for meget vand, så sørg for at klud eller moppe er opvredet.
Vask af fliser og klinker
Du bør anvende vand og brun sæbe til vask af fliser og klinker. Der skal omkring 5 liter vand til 0,5 liter brun sæbe. Brug helst den flydende variant. Du kan også anvende sæbespåner.
Vask af betongulve
Ubehandlede betongulve bør vaskes med en blanding af vand og sæbespåner – 1 deciliter spåner til 5 liter vand. Af og til kan det også være en fordel at anvende universalrengøringsmiddel i stedet for sæbespåner.
Vask af linoleumsgulve
Brug vand og sæbespåner til vask af linoleumsgulve – en halv deciliter spåner til 5 liter vand. Du kan også anvende universalrengøringsmiddel af og til. Du bør være opmærksom på ikke at vælge et rengøringsmiddel, der har en pH-værdi på mere end 9.
Simple råd til at effektivisere din rengøring
Rengøring er nødvendigt for et sundt hjem, men det tager tid og er ikke altid lige sjovt. Eksperterne fra Cnet.com kommer i det følgende med 6 tips til, hvordan du kan halvere den tid, du bruger på rengøring:
- Tip 1: Lad ikke post og reklamer fylde: Hvis du stadig får meget fysisk post, så bør du ikke lade det ligge, når du har tømt postkassen. Gør det til en vane med det samme at frasortere det, du ikke vil læse. Smid det ud med det samme. Regninger og ønsket post bør desuden have en fast plads. Hvis du ikke orker at sortere din post, så kan du arrangere det, så du får din ønskede post digitalt i stedet.
- Tip 2: Opvasken: Lad være med at stille tallerkenerne på køkkenbordet eller i vasken. Skyl (eller vask) dem af eller put dem i opvaskemaskinen med det samme.
- Tip 3: Omfavn robot-teknologien: Hvis du ikke orker den daglige støvsugning, så kan du investere i en robotstøvsuger. Den kan varetage den lette rengøring og holde gulve og tæpper rene.
- Tip 4: Lad toiletter rengøre sig selv: Der findes ikke en robot til rengøring af toilettet, men du kan købe tabs og midler, der rengør kummen efter hvert skyl.
- Tip 5: Dæk hylderne i køleskabet til: For at undgå at skulle vaske og skrubbe hylderne i køleskabet kan du i stedet dække dem med egnet papir, som du bare kan smide ud, når de bliver beskidte. Du kan også købe genanvendelige materialer, så du ikke behøver at smide så meget ud.
- Tip 6: Giv alting en plads: Sørg for at alting i hjemmet har en plads – så er der mindre chance for rod. For eksempel en plads til sko, en kurv til nøgler og solbriller, en knage til overtøjet, magasiner og blade i en holder dér hvor du ønsker at læse dem, vasketøjskurv til brugt tøj og kurve/spande til affald.