Hvad er en Sage kaffemaskine?
Sage kaffemaskine er en type kaffemaskine produceret af det australske firma Sage Appliances, som er kendt for at producere kaffemaskiner af høj kvalitet, designet til at leve op til professionelle bryggerier, med avancerede funktioner og præcis temperaturkontrol.
Om Sage
Sage producerer og designer produkter til køkken og madlavning, og i Europa kendes Sage mest for samarbejdet med den kendte kok Heston Blumenthal.
Sage er dog blot det europæiske navn for virksomheden, som oprindeligt blev døbt Breville – dette navn kendes Sage også stadig under i dag i USA og i Australien. Breville har en lang historie og blev startet i 1932 i Australien af Bill O’Brien og Harry Norville. De stykkede deres navne sammen, og det blev til navnet Breville.
Da Breville blev startet, var fokusset dog ikke på køkkenprodukter som i dag men på produktionen af radioer og efter Anden Verdenskrig også minedetektorer. Ud over minedetektorerne blev produktionen også stilet mod andre områder, hvor produkter til hjemmet blev et af dem.
Breville havde succes med produktion af især køkkenprodukter, hvilket for alvor blev anerkendt i 1974, hvor verdens første toast-maskine blev fremstillet af Breville. Denne nymodens toastmaskine blev solgt i knap en halv million eksemplarer og gjorde Breville til et kendt navn. Breville forsatte herefter fokusset på køkkenprodukter – herunder også espressomaskiner – og virksomhedens mål er at forene design med funktionalitet i deres produkter – mange af Brevilles produkter har netop det velkendte rå og industrielle udtryk over sig.
Breville hedder således stadig Breville i store dele af verden, men i Europa er Breville som nævnt kendt under navnet Sage, og ofte Sage by Heston Blumenthal, idet mange af Sages produkter er blevet skabt i samarbejdet med denne kendte kok. Det er forbrugerens sikkerhed for en høj grad af professionalisme og kvalitet, men det gør også, at produkterne ofte ikke er helt billige.
Heston Blumenthal er kendt for sit skaldede udseende og tykke og markante briller, og han er britisk og født i 1966. Han er i restaurationsbranchen kendt for at eje den berømte restaurant The Fat Duck i Storbritannien, som har fået tildelt tre Michelin-stjerner, men i folkemunde er han et kendt ansigt, da han har medvirket i flere mad-programmer på tv.
Heston Blumenthal har derudover også udgivet en stribe kogebøger, er klumme-skribent i flere aviser og ejer ud over The Fat Duck flere Michelin-stjerne belønnede restauranter.
Hvad er en Barista maskine?
En Barista-maskine er en type kaffemaskine, der er designet til at lave professionelle kaffe- og espressobryg.
Sådan laver du den bedste espresso
Hvis man ønsker at lave den perfekte kop espresso, så er det ofte ikke nok alene med at anskaffe sig en højteknologisk espressomaskine. Både den britiske avis The Guardian og det britiske testmagasin Which.co.uk skriver om, hvordan man får den bedste kop espresso, og her er de elementer, som man skal være opmærksom på:
Type af espressomaskine
Ifølge de britiske eksperter findes der forskellige typer af espressomaskiner, som både kapsel-maskine og bønne-til-kop maskiner. Herudover skal man også være opmærksom på, at der findes forskellige varianter af espressomaskiner – både semi-automatiske og fuldautomatiske.
Den essentielle forskel på disse typer ligger i, hvor meget arbejde man som forbruger selv skal varetage. Mange espressomaskiner er semi-automatiske (nogle kalder dem blot manuelle maskiner), og her findes der gode muligheder for selv at lege barista og påvirke sin færdige kaffe – dermed er der også en del manuelt arbejde. Ofte medfølger der ikke kaffekværn til denne type (men ofte dog mælke-steamer, så man kan anvende espressomaskinen til at fremstille kaffevarianter med mælk som latte eller cappuccino), hvorved man selv skal få malet kaffen.
Når kaffen er malet, skal man stampe kaffen med det instrument, som kaldes en tamper, hvorefter vandet skal løbe igennem kaffen. Tampningen er meget vigtig, når man skal fremstille espresso, idet man her manuelt sørger for den tid, som vandet skal bruge på at løbe igennem kaffen – tager det for lang tid, så bliver kaffen bitter, men man kan opleve en for tynd kaffe, hvis vandet løber for hurtigt igennem.
Vand og kaffe skal kun være i kontakt med hinanden i meget kort tid (eksperterne siger omkring 25 sekunder), og derfor er malingen af bønnerne meget vigtig – en perfekt espresso ses, hvis aromaen bliver intens, og der opstår et lag af crema på toppen. Kaffen skal tampes helt kompakt og lige, og et tryk på 9-15 bar vil være mest ideelt. Dette vil give en god smag i espressoen samt et 3-4 millimeter højt lag crema.
En fuldautomatisk espressomaskine klarer derimod det meste af arbejdet selv, og her findes både kaffekværn og mælkeskummer (ofte også et helt mælke-system). Man får ofte selv en lang række valgmuligheder for, hvordan man ønsker kaffen, hvorved den fuldautomatiske maskine leverer dette – den klarer også tampningen selv. En fuldautomatisk variant kommer ofte også med et helt rengøringssystem, hvor der derimod ofte er en del rengøring forbundet med de semi-automatiske modeller.
Gør maskinen klar
De britiske eksperter skriver, at man skal starte med at gøre sin espressomaskine klar inden brug – fyld tanken med koldt, rent vand, sæt en tom kop under tuden og tænd for maskinen. Herved skylles maskinen igennem med vand, som kommer ud igen i koppen med eventuelle rester fra tidligere brygninger. Gentag processen indtil det vand, som kommer ud i koppen, er helt klart.
Vælg den rigtige kaffe
Eksperterne skriver, at man aldrig får en bedre kop kaffe, end kvaliteten af de bønner man anvender. Det er også vigtigt med den helt rigtige malingsgrad, så kaffen hverken bliver for fin eller grov. Har man en espressomaskine med en kaffekværn, så kan man ofte selv justere malingsgraden her. På semi-automatiske espressomaskiner skal kaffen også tampes inden brygning, og det er vigtigt at tampe kaffen helt glat og udjævnet. Også doseringen er vigtig – eksperterne anbefaler 14-18 gram kaffe til en espresso, men nogle maskiner anvender mere kaffe.
Varm koppen op
En varm kop holder kaffen varm længere. Mange espressomaskiner har en integreret kopvarmnings-funktion, som man bør anvende, inden kaffen skal brygges. Hvis man ikke har en sådan funktion, kan man fylde koppen med varmt vand inden. Espresso er ofte en smule køligere end andre kaffe-typer i sig selv og bliver derfor hurtigere lunken.
Lav espressoen
Mange espressomaskiner laver kaffen selv, så ofte skal man bare trykke på den rigtige knap – det tager ofte mellem 17 og 24 sekunder, ifølge eksperterne. Vandtemperaturen til brygningen skal helst være mellem 92 og 96 grader. Nogle espressomaskiner er udstyret med PID-varmekontrol, som står for Precise Temperature Control, hvilket sikrer, at vandtemperaturen holdes varm og konstant.
Mælkeskummet
Hvis ens espressomaskine ikke har et helt mælkesystem, så skal der manuelt arbejde til også, hvis man ønsker en kaffevariant med mælk. Anvend en beholder til mælk (helst en af metal), og hæld et par centimeter mælk i beholderen. Tænd for mælkesteamer-armen og hold beholderen nedenunder, så der pustes damp ind i mælken. Bevæg beholderen op og ned i et roligt tempo, således at der kommer luft ind i al mælken, og nu begynder mælken at hæve sig op, og bobler dannes. Herefter er mælkeskummet klar til brug.
Bland espresso og mælkeskum
Hvis man manuelt skal lave sin kaffevariant med mælk, så skal espresso og mælkeskum blandes efter forskellige principper alt efter hvilken variant, man ønsker. Se med længere nede i denne artikel, når vi guider til de forskellige typer af kaffevarianter.
Hvis du ønsker at lære mere om mælkeskums-kunst i din kaffe, så kan du se denne YouTube-video:
Sådan får du det bedste mælkeskum
Mange anskaffer sig også en espressomaskine med det formål at kunne brygge kaffevarianter med mælk såsom latte, cappuccino eller macchiato. For at kunne få det, så er det nødvendigt med mælkeskum. I dette afsnit forklarer vi lidt om, hvad mælkeskum egentlig er, og hvordan videnskaben bag godt mælkeskum ser ud. Vi kommer også ind på, hvilken type mælk man bør benytte, hvis man ønsker optimalt mælkeskum i sin kaffe.
Luftbobler giver skum
Videnskab.dk skriver, at mælkeskum dannes ved at puste damp ind i mælken. Når dampen pustes ind i mælken, så dannes der små luftbobler, og imellem disse bobler skabes der små kanaler, som danner rum imellem boblerne. Fedtdråberne fra mælken sætter sig fast i kanalerne og fungerer som en slags blokkere, og det er det, der gør, at skummet ikke falder sammen men bliver stående højt og flot.
Ud over denne proces så sker der også en overfladespænding, da mælkeskummets proteinmolekyler tiltrækker hinanden og skaber en sammenhængskraft. Derved holder de hinanden fast, og dette bidrager også til, at skummet bliver stående og ikke falder sammen.
Ikke-økologisk mælk er bedst
Det er dog ikke ligegyldig hvilken type mælk, man bruger til sit mælkeskum – fedtindholdet i mælken har en vigtig betydning for skummets konsistens, og jo federe mælken er, jo mere stabilt bliver skummet.
Herudover får man det bedste resultat, hvis man anvender homogeniseret mælk, da uhomogeniseret mælk har store fedtdråber, og de gør både skummet ustabilt og får det til at falde hurtigere sammen.
Derfor skal man også være opmærksom på, at økologisk mælk ikke altid er lige anvendeligt til at lave mælkeskum – økologisk mælk er nemlig netop ikke homogeniseret. Der er desuden flere andre faktorer, der spiller ind, hvis man ikke kan få sit skum højt og flot.
Hvis mælken er blevet rystet for meget under transporten fra gård til mejeri, så kan rystelserne faktisk ødelægge fedtdråberne i mælken, hvilket vil medføre, at der bliver frigivet for mange fedtsyrer i mælken. For meget fedtsyre har den effekt, at skummet vil falde sammen.
En anden ting, der kan være galt, hvis man ikke kan få skummet til at blive stående, er sæbe. Sæbe og opvaskemiddel ødelægger de overfladespændinger, der findes mellem luftboblerne i mælkeskummet, og som sørger for, at det bliver stående. Derfor skal man være ekstra omhyggelig med at få vasket alle sæberester væk fra mælkekanden.
Hvilken mælk er den bedste til at lave mælkeskum?
Arla.dk skriver yderligere, at kvaliteten af mælkeskum også påvirkes af, hvilken type mælk man anvender. Man kan som udgangspunkt anvende alle typer af mælk til at lave mælkeskum, men de forskellige mælketyper har forskellige påvirkninger på skummet:
Sødmælk: Sødmælk vil ofte give det bedste resultat i mælkeskumningen, da sødmælk giver et både blødt, cremet og stabilt mælkeskum. Sødmælk er en fed mælketype, og denne fedme tilfører desuden en god afrunding til kaffen på grund af det højere fedtindhold.
Letmælk: Letmælk ligger midt imellem den fede sødmælk og de magre mælketyper, og faktisk falder den derfor ned i en faldgrube – for letmælk giver skum, som bliver meget blødt og lidt ustabilt.
Skummetmælk og minimælk: Mager mælk giver faktisk også et stabilt skum, og skum af disse mælketyper kommer til at minde lidt om stiftpiskede æggehvider. Mager mælk giver også en begrænset afrunding i kaffen, men både skummetmælk eller minimælk vil være gode valg, hvis man gerne vil spare på kalorierne.
Herudover skriver Arla.dk også, at man laver det bedste mælkeskum ved at piske mælken i omkring et minut i mælkeskummeren, og den skal gerne have en temperatur på omkring 60 grader – helst ikke højere end 65 grader, da varmen så giver skummet en grim bismag.
Hvis man skal lave mælkeskum til flere kopper kaffe, så anbefaler Arla.dk, at man pisker lidt ad gangen, idet skummet bliver mere luftigt, hvis man pisker mindre mængder end store.
Kaffe-guide: Kend forskel på de forskellige kaffe-varianter
Espresso, latte, americano, cappuccino…. Der findes rigtig mange forskellige kaffetyper, og det kan være svært at finde rundt i dem, da mange af dem minder meget om hinanden. Baseret på en artikel fra Latteartguide.com guider vi her til, hvad de forskellige kaffe-varianter består af:
Filterkaffe: Filterkaffe laves ikke på en espressomaskine, men på en god gammeldags kaffemaskine, som er udstyret med en tragt med et filter. Her hældes de malede bønner ned i filteret, hvorefter vandet løber igennem kaffen. Er filterkaffen produceret på en moderne kaffemaskine, kan man ofte selv vælge temperatur, vand, dosering og bønner.
Espresso: Espressoen udgør fundamentet for mange af de moderne kaffetyper. Her er tale om et ”skud” af denne kraftige variant, som brygges under tryk. Dette tryk presser smagsstoffer og olier ud af bønnerne og giver en meget koncentreret smag. Espressoen kan drikkes alene og er helt sort.
Dobbelt-espresso: Som navnet antyder, så er her tale om to skud espresso i stedet for ét, som i en almindelig espresso. Dobbelt-espresso er derfor en meget stærk kaffe.
Cafe latte: Cafe latte er en af de mildere kaffevarianter og er generelt meget populær med sit fyldige og cremede mælkeskum. Cafe latte består af 1/3 espresso og 2/3 varm og opskummet mælk. Smagen af cafe latte kan dog let udvandes ved at komme for meget mælk i. Nogle tilsætter mælken kold, mens andre tilsætter den varm. Når man er udenlands, så svarer denne type kaffe til Café au lait.
Cappuccino: Cappuccinoen er også en meget populær kaffevariant, som består af 1/3 espresso, 1/3 varm mælk og 1/3 mælkeskum. Ofte serveres cappuccinoen med lidt kakao eller chokolade på toppen. Cappuccinoen har fået et ry for at være meget sød med lige dele espresso, mælk og skum, og hvis man ønsker den lidt mere kaffe-agtig, kan man anvende lidt mindre skum. Traditionelt set bruges dog meget skum til en cappuccino.
Cortado: Cortadoen er en kaffe-variant, der har en stigende popularitet, og den minder meget om espressoen, da den kun består af espresso med lidt varm mælk. Mange laver den ved at benytte to skud espresso og lidt sødmælk uden skum. Mælken skal ligge på toppen som ”crema” på espressoen. Denne drik kaldes også blot macchiato på italiensk (læg mærke til at der findes flere macchiato-varianter).
Latte macchiato: Trods navnet så her er her tale om en kaffevariant, som er meget modsat cortadoen/macchiatoen. Latte macchiato består nemlig af kun lidt kaffe og meget mælk, og derfor minder den en del om cafe latte. Latte macchiato serveres ofte i lag med mælk i bunden, blanding af espresso og mælk i midten og ren espresso øverst.
Espresso macchiato: Espresso macchiato er endnu en macchiato-variant, og den består af espresso med mælkeskum ovenpå.
Mocha: Mocha er en af de sødere kaffevarianter og er en blanding mellem cappuccino og varm chokolade. Mochaen fremstilles ved, at et skud espresso mikses med kakaopulver, og derefter tilsættes mælk og mælkeskum.
Americano: Americano er en stærk kaffevariant, som består af to skud espresso toppet med varmt vand og fordeles gerne 1/3 espresso og 2/3 varmt vand.
Derfor er kaffe godt for dig
De fleste har nok hørt mange forskellige historier om, at kaffe både er skidt og godt for kroppen. Kaffe har da også forskellige påvirkninger på kroppen – positive og negative – og her guider vi til, hvorfor kaffe faktisk er godt for dig, men vi springer heller ikke de negative påvirkninger over.
Kaffe er en drik, der skal drikkes varm, og man kan både drikke den alene eller sammen med mælk eller vand. Kaffe kommer fra kaffebønnerne, som både gror i Sydamerika, Afrika og Asien, og bliver således importeret til Norden.
Kaffe og koffein
Kaffe indeholder store mængder koffein – til sammenligning skal man indtage 100 gram mørk chokolade eller en hel liter cola for at komme op på samme koffein-niveau som i en kop kaffe. Te indeholder også koffein, men hvor stort koffein-indholdet er i te afhænger af typen – mørk te kan indeholde lige så meget som kaffe.
Kaffeguide.se skriver, at koffein blev opdaget i 1819 af den tyske kemiker Friedrich Ferdinand Runge, og at koffein er et opkvikkende stof, der i grove træk fungerer lidt ligesom euforiserende stoffer som amfetamin eller kokain. Koffein er nemlig ligeledes et central-stimulerende stof, som kan give samme opkvikkende virkning som disse farlige stoffer.
Koffeinen i kaffen virker dog ikke lige med det samme – det skal først optages og sendes rundt i kroppen, og først efter omkring en halv time vil man for alvor kunne mærke koffeinens virkning. Man vil ofte blive meget vågen og føle sig meget friskere. Det er en af grundene til, at mange drikker kaffe om morgenen, hvilket hjælper dem til at vågne op eller sent op aftenen, hvis man har brug for at arbejde sent. Dog gør indtaget af koffein også, at man kan have svært ved at falde i søvn, da den opkvikkende effekt forhindrer søvn.
Ud over at man bliver mere frisk og vågen, så skriver Videnskab.dk, at koffein videnskabeligt set er et naturligt stof, som tilhører gruppen plante-alkaloider. Når man indtager koffein, så begynder kroppen også at producere mere adrenalin, hvilket gør, at man vil føle sig mere opmærksom, stærkere og bedre til at tage beslutninger.
Den uheldige bivirkning ved at drikke kaffe – at man ikke kan sove – sker, da der går rigtig lang tid, før koffeinen forsvinder ud af kroppen. På et videnskabeligt sprog kaldes det, at koffein har en lang såkaldt halveringstid, nemlig på fem timer, og det betyder, at det tager det fem timer, før niveauet af koffein i kroppen er halveret.
Hvis man oplever problemer med at sove og er kaffedrikker, så foreslår eksperterne, at man lader være med at drikke kaffe efter klokken 17 – det kan nemlig sagtens tage helt op til 15 timer, før koffeinen ikke længere påvirker kroppen.
Derfor bør du drikke kaffe
Baseret på artikler fra Videnskab.dk, Forskning.no og Telegraph.co.uk forklarer vi her, hvilke sundhedsfremmende virkninger kaffen har på kroppen. Læg mærke til at det kun er gældende ved et moderat kaffeindtag – altså mellem tre og fem kopper om dagen.
Beskytter mod sygdomme
Kaffe har en sundhedsfremmende virkning mod mange typer af sygdomme: For eksempel har forskere fundet ud af, at kaffe beskytter mod udviklingen af bestemte former for kræft – det tæller kræft i galdeblæren og æggestokkene, leverkræft, livmoderkræft samt tyktarmskræft.
Herudover sørger et moderat kaffeindtag også for at sænke risikoen for at udvikle type 2 diabetes og Parkinsons med 25 procent, og risikoen for at få en blodprop eller blødning i hjernen er 10 procent lavere, hvis man er kaffedrikker.
Nedsætter inflammation
Forskning viser, at kaffedrikkere i gennemsnit lever længere end folk, der ikke drikker kaffe. I takt med at man bliver ældre, så har kroppen lettere ved at få betændelsestilstande, og kaffe har vist sig at kunne neutralisere de stoffer, der giver inflammation i cellerne.
Beskytter kroppens celler
Kaffe har et højt indhold af antioxidanter, som man ellers ofte finder i frugt og grønt. Antioxidanter beskytter kroppens celler mod negative påvirkninger af forskellig art.
Godt for hjernen
Kaffe styrker hukommelsen og kan beskytte mod udviklingen af demens-sygdomme som Alzheimers. Forskning viser, at når man indtager kaffe, så påvirkes centralnervesystemet på den måde, at både hukommelse, hjerne og opmærksomhed skærpes. Koffeinen gør også, at kroppen begynder at producere adrenalin, hvilket øjeblikkeligt styrker kroppen, herunder syn og muskler.
Forøger glæden
Forskning viser, at kaffe er gavnlig mod depression og nedtrykthed, idet produktionen af kroppens egne lykkestoffer, serotonin og dopamin, øges, når man drikker kaffe. Det har den virkning, at man vil føle sig gladere og godt tilpas. Dog skal man være opmærksom på, at kaffe ikke hjælper mod angst – faktisk kan koffein forværre angsttilstande, så hvis man lider af angst, så skal man være opmærksom på ikke at drikke for meget kaffe.
Naturens egen slankekur
Man bliver ikke decideret slank af at drikke kaffe og bør ikke anvende kaffe som et slankemiddel, men eftersom produktionen af adrenalin øges, når man indtager kaffe, så vil både forbrænding, blodtryk og puls også stige – og dermed forbrænder man flere kalorier.
Negative påvirkninger
Kaffe har mange sundhedsfremmende påvirkninger på kroppen, men der findes også nogle negative påvirkninger. Ud over søvnproblemer, som kan opstå, da kroppen efter indtag af kaffe er fyldt med koffein, så gør produktionen af adrenalin også, at blodtrykket forhøjes. Hvis man har problemer med for højt blodtryk, bør man derfor være varsom med at drikke for meget kaffe. Den forøgede produktion af adrenalin kan også føre til rysten, kvalme eller koldsved.
Læg dog også mærke til at kaffe ikke er farligt – man kan ikke dø af at drikke for meget kaffe, for så meget koffein findes der heller ikke i kaffen. Hvis man skal indtage en dødelig dosis kaffe, så skal man ifølge eksperterne drikke mindst 80 kopper i træk.
Kaffens historie
Kaffens historie går langt tilbage i tiden. Ifølge fortællinger kan kaffens oprindelse spores helt tilbage til Etiopien i omkring det 9. århundrede. Det kan ikke dokumenteres, hvem der rent faktisk opfandt kaffe. Men det lægger dog fast, at kaffebønnen første gang blev anvendt i Etiopien, hvor den blev tygget på. Samtidigt findes der flere historier om kaffens oprindelse.
En historie fra det 9. århundrede lyder eksempelvis, at en gedehyrde ved navn Kaldi opdagede bønnerne, da hans geder var energiske efter, at de havde spist dem fra en kaffeplante.
Med tiden spredte kaffen sig fra Etiopien og helt til Yemen. Her blev kaffen for allerførste gang forarbejdet og ristet i omkring 1500-tallet. Kaffen fik navnet Arabica. Araberne ville helst ikke dele kaffen, men Holland fik smuglet frugtbare kaffebønner væk fra Yemen i omkring år 1615.
Der gik ikke mere end et år, før hollænderne havde lavet flere plantager i eksempelvis Sri Lanka samt i Java i Indonesien. Kaffen kom først til Danmark i midten af 1600-tallet, hvor det ikke var alle, som var lige begejstrede for denne nye drik.
Selvom kaffen ikke blev budt velkommen med åbne arme, spredte drikken sig hurtigt til hele landet. Det gjorde, at den blev meget populær i de danske hjem. Kaffen blev en form for samlingspunkt for både kvinder og mænd.
Kaffe til kongen
I starten af 1700-tallet var kaffe udbredt rundt omkring i hele Europa. Kaffe var derfor nu blevet til en meget eftertragtet handelsvare. Hollænderne sad stadig på størstedelen af markedet, da der ikke var andre lande, som havde direkte adgang til kaffebønner.
Men i 1714 gav Amsterdams borgmester en kaffeplante til den franske konge Louis d. 14. På denne måde endte kaffe rent faktisk med at blive spredt til hele verden. Den franske konge passede godt på kaffeplanten, hvilket resulterede i, at den blev til flere hundrede planter.
Den franske flådeofficer Gabriel Mathieu de Clieu fik fat i én af disse planter, og tog den med sig til Martinique i 1723. Det betød, at planten fik spredt sig til hele Syd- og Nordamerika og til sidst hele verden. Amerikanerne var meget vilde med kaffe, så der blev lavet store kaffehuse på ingen tid.
I 1830’erne blev Brasilien den største producent af kaffe efterfulgt af Java, Haiti og Cuba. På dette tidspunkt var kaffe også meget populært i Danmark og kunne fås de fleste steder. Det satte 2. verdenskrig dog en stopper for, da det nu ikke længere var muligt at få fat i kaffebønner. Der blev derfor lavet erstatninger, så kaffen kunne holde i længere tid.
Da krigen var overstået, var kaffe stadig populært. Kaffeforbruget blev rent faktisk kun større og til sidst endte det med, at kaffemaskinerne blev opfundet. I dag kan kaffemaskiner findes i de fleste hjem. Derudover er kaffe en af de største industrier i hele verden og omsætter for mange milliarder dollars hvert eneste år. Den eneste industri, der overgår kaffe i dag, er selve olieindustrien. Kaffe er desuden den mest udbredte drik i hele verden.
Er du interesseret i at læse mere om kaffens historie, kan du klikke ind her og læse denne artikel fra Danmarkshistorien.dk.
Sage BES920 The Dual Boiler
To hold eksperter har testet modellen Sage BES920 The Dual Boiler, og de er generelt meget glade for denne model, som leverer nogle virkelig gode kaffevarianter. Det skrives, at Sage BES920 The Dual Boiler virkelig er velfungerende og i vid udstrækning giver den samme gode oplevelse, som man får hos kaffebaren. Også udseendet får roser med på vejen, og ifølge eksperterne så emmer denne model langt væk af kvalitet – på køkkenbordet vil denne model uden tvivl blive centrum for opmærksomhed.
Sage BES920 The Dual Boiler roses også for sin høje grad af justeringsmuligheder, som gør, at man får rigtig mange valg.
Det bliver dog bemærket, at denne model måske ikke vil være det bedste valg for den uerfarne hjemmebarista, men hvis man er øvet og ønsker en større barista-følelse i sin kaffebrygning i hjemmet, så vil Sage BES920 The Dual Boiler derimod være et rigtig godt valg.
Eksperterne lægger dog også mærke til, at denne model ikke er en helt billig espressomaskine.